HVEM ER DAFF?

Dansk Amatørfiskerforening er den største sammenslutning af fritidsfiskere i Danmark.
Fritidsfiskere er privatpersoner, der fisker enten med garn, ruser eller kroge.

Med lov af 25. maj 1978 blev indført forbud mod fiskeri i saltvand for alle undtagen erhvervsfiskere og for lystfiskere med stang, pilk og lignende håndredskaber.

Imidlertid havde Folketinget ikke tænkt på, at vi i Svendborg havde ildsjæle gående, der ikke fandt sig i den slags politistatsmetoder, og som allerede den 22. december 1977 havde stiftet den første amatørfiskerforening.

Peter Nymand, der iøvrigt i medierne havde lagt sit gode navn og rygte til protesterne, trak i arbejdstøjet, og godt hjulpet af Verner Brandt turnerede de landet rundt og agiterede for oprettelse af lokalforeninger overalt i landet.

Deres anstrengelser bar frugt, og Dansk Amatørfiskerforening stiftedes 20. april 1978. I dag tæller Dansk Amatørfiskerforening over 6000 medlemmer fordelt på lokalforeninger fra Skagen og til Bornholm.

Vi skylder Peter og Verner megen respekt og tak for det arbejde, de gjorde dengang, og det er højest sandsynligt deres indsats, der har betydet, at der i dag i det hele taget stadig eksisterer amatørfiskeri med garn, ruser og kroge.

Meget vand er løbet i stranden siden dengang, og i dag er Dansk Amatørfiskerforening en livskraftig organisation, der gør et stort stykke arbejde for deres medlemmer bl.a., gennem § 7 udvalget, der er et udvalg nedsat af fødevareministeriet (Tidligere fiskeri og landbrugsministeriet), og som blandt medlemmerne tæller alle interesseorganisationer indenfor alle former for fiskeri.

Endvidere er Dansk Amatørfiskerforening involveret i miljøsager, forsøgsfiskeri, habitatsarbejde og samarbejde med biologer for blot at nævne nogle af vore virkeområder.

I vore lokalforeninger foregår der også aktiviteter. Nævnes skal blot nogle få som garn og rusesyning samt emnedage, hvor skoler og børnehaver osv. bliver inviteret. Derudover er der også fisketure og frem for alt snakken om vor dejlige hobby, nemlig fritidsfiskeriet.

Inkluderet i kontingentet, fra kr. 250,- til kr. 500,- om året (forskelligt fra lokalforening til lokalforening), får du 6 gange om året tilsendt et flot medlemsblad i farver. Derudover er der i kontingentet inkluderet en forsikring der, der udløser en erstatning på 201.000 kr. til dine efterladte, hvis du omkommer under udøvelse af fritidsfiskeri.

Alt dette for kr. 500,- om året – det må da være et kup?

Hvis du er blevet nysgerrig eller har fået lyst til at blive medlem, er du velkommen til at kontakte os på denne adresse: daff.medlemskontoret@live.dk